-
Kvinden, der sprang ud på dybt vand – og faldt opad
ソース: BDK Borsnyt / 01 1 2024 07:14:03 America/New_York
Der findes en tv-sekvens fra Amalienborg Slot, som vi nok aldrig skulle have set. Det var den oktoberdag i 2003, da kronprins Frederiks forlovelse med australske Mary Donaldson blev bekendtgjort, og det unge par skulle træde ud på slottets balkon. I minutterne inden balkondørene blev åbnet, zoomede en kraftig telelinse nyfigent ind på de skikkelser, der stod bag de sprossede vinduer og tittede den anden vej. Ud på pladsen, ud på tusinder af flagviftende danskere, ud på et hav af umenneskeligt høje forventninger til den nye kronprinsesse. Dér stod hun, den med egne ord »helt almindelige pige fra en helt almindelig familie«, og viftede luft i ansigtet. Da balkondørene endelig gik op, og brølet fra slotspladsen væltede ind, kunne man se hende glippe med øjnene og gispe. Men så trådte hun ud. Fattet og smilende. Rank med varme, brune øjne og en sval, medfødt elegance. Efter alt at dømme fuldt bevidst om den usædvanlige opgave, der fulgte med forelskelse i og ægteskab med den mand, som om få uger er Danmarks konge. Og ikke bare bevidst, men ambitiøs. »Jeg starter med et positivt udgangspunkt og vil bygge op derfra, så det vil ende med, at jeg bliver anerkendt for den, jeg er, i lige så høj grad som Frederiks partner,« sagde hun i et interview forud for brylluppet. »Det er næsten som at stå yderst på vippen lige før springet. Men jeg vil ikke springe ned. Jeg vil springe op.« To årtier senere tager Kronprinsparret endnu et spring. Sammen og opad. Kronprinsen indtager den rolle, han er født til. Kronprinsessen indtager den rolle, man skulle tro, hun var født til. Livet har en plan med dig Det var et projekt, der næsten kun kunne gå galt: at rykke en ung kvinde fra den modsatte ende af verden op med rode og lynplante hende i et af verdens ældste monarkier. Langt fra sit hjem, langt fra sine venner, langt fra sin barndoms behagelige klima. Hvordan skulle en selvstændig og veluddannet kvinde fra den australske middelklasse kunne blive lykkelig i sin nye royale tilværelse, hvor hun skulle lære at gå, stå og hilse på ny, tilegne sig et fremmed sprog og acceptere pressens nærgående kameraer? Ville hun – i en tid, hvor ligestilling og #metoo er normen – kunne holde ud at blive målt på sit udseende, sin vægt, sin evne til at føde børn og på de fine nuancer i hvert et kvæk, hun måtte ytre? Det kunne næsten kun gå galt, men det gjorde det ikke. Tværtimod – hvad selv den mest forbenede republikaner nok må medgive. To årtier efter sin indtræden i den danske offentlighed er Kronprinsessen – eller dronning Mary, som vi skal titulere hende snart – et af de mest elskede ansigter i Kongehuset. Hun har tilført den gamle institution liv, varme, modernitet og elegance. Har taget århundredgamle traditioner på sig, men givet dem et både moderne og personligt tvist. Hun har sat sine hjertesager på den internationale dagsorden. Har indtaget en position, hvor hun nok går et halvt skridt bag sin mand, som traditionen tilsiger, men ellers lader til at være hans ligestillede i opgaver og arbejdsindsats. Og i tilgift har hun født fire børn. Hvor hendes mand i mange år vægrede sig ved sin medfødte skæbne, har Mary omfavnet det uventede og ukendte helt og fuldt. Selvom hun modsat ham havde mulighed for at løbe skrigende væk. Måske fordi det er den livsfilosofi, hun er vokset op med: Hvis livet kaster en skæv skruebold i ens retning, må man gøre sit bedste for at gribe den. »Tro på, at tingene vil ske, som de nu engang er bestemt til at ske. At på en måde har livet en plan med dig,« som hun sagde i et interview, da hun netop var kommet til Danmark. Gør det, der gør dig lykkelig Som mange vil huske, bar Mary Donaldsons far kilt ved det kongelige bryllup i maj 2004. Familien er oprindelig skotsk, men Marys forældre og bedsteforældre udvandrede i 1960erne til den australske ø Tasmanien, og her kom Mary Donaldson i 1972 til verden som den yngste i en børneflok på fire. Hvor Frederik blev opdraget med barnepiger, fransk konsekvens og nødvendigheden af at gøre sin pligt, blev Mary svøbt i kærlighed, kernefamilie og opfordringer til at følge sit hjerte. Vist skulle man dygtiggøre sig og få en uddannelse, men opdragelsesmantraet var først og fremmest: Gør det, der gør dig lykkelig. Spørger man Mary selv, har hun arvet sin logiske, stringente tænkning fra matematikprofessor-faren John og sit »blide hjerte« fra sin mor, Henrietta. Dét med blidheden får Mary til at slå en latter op i interviewbogen »Kronprinsesse Mary fortæller«, som journalisten Anna »Ninka« Wolden-Ræthinge udgav i 2004. Hun bryder sig ikke om at tale rosende om sig selv. I de usædvanligt åbenhjertige interview før brylluppet fornemmer man Marys stærke overbevisning om, at der må være en højere mening med, at netop hun skulle møde Frederik, og at netop hun derfor nu indtager rollen som Danmarks næste dronning. Det er i hvert fald det, hun fra første færd har valgt at tro. »Jeg har lært af mine bedsteforældre, at livet indeholder grænseløse muligheder, og at du selv er den, der skal ud og gribe dem. Udfordre dem. Hvad du giver, er, hvad du får.« Den kommende dronning er ikke troende i fast kirkegængerforstand, som hendes bedsteforældre var. Men hun tror på, at en »højere magt« er med hver og en af os, sagde hun før brylluppet i 2004, og i talen til sin mands 50-års fødselsdag i 2018 udtrykte hun sin tro på balancen mellem skæbne og valg således: »Nogle gange rammer vi plet helt uden at sigte. Sådan tænker jeg om vores møde. Et lykketræf, der blev til et valg.« Spåkonens forudsigelse Kronprinsesse Mary fremstår som et rationelt og kontrolleret menneske. Hun er velovervejet og veltalende. Når hun en sjælden gang giver et interview, følger hun teksten helt til dørs. Hun retter sine citater, til de udtrykker præcis, hvad hun vil sige – altid bevidst om at holde den delikate, kongelige balance: At sige noget, som både er prægnant, genkendeligt og rammende – og samtidig helt politisk ufarligt. I modsætning til kronprins Frederik udformer Mary oftest sine taler selv. Hun holder af at skrive – og arbejder intenst med det, hun skal sige offentligt. Hvor Frederik er umiddelbar og kan tage en opgave på charmen og rutinen, møder Mary 150 procent forberedt op. Hun er protektor for Forskningens Døgn og stiller troligt op, når Danmarks fremmeste videnskabsmænd hædres. Kan sådan et menneske tro på skæbnen? På spåkoner, eventyrfortællinger og tilfældets kraft? Mary kan tilsyneladende. To uger inden OL i Sydney 2000 skulle begynde, besøgte Mary Donaldson et bohemeloppemarked i et af Sydneys hippe kvarterer. Ved en pludselig indskydelse gik hun ind til en tarotlæsende kvinde og kom ud igen med en række spådomme, som den unge kvinde sikkert havde glemt alt om i dag, hvis ikke hendes liv havde slået et uforudsigeligt sving få uger senere. Tarotkvinden fortalte Mary, at hun snart ville møde en »very worldly man«. Ikke en »verdensmand« i den let pralende, selvoptagede danske betydning, men en berejst mand med tolerance, udsyn og indsigt. Det lå også i kortene, mente tarotlæseren, at Mary ville flytte til Europa og ville blive et ansigt, som folk kendte. »A star« ligefrem. På det tidspunkt stod den 28-årige Mary Donaldson i et vadested. Hun var uddannet inden for markedsføring og jura og havde allerede flere år i reklamebranchen på cv’et. Hun var stædigt og arbejdsomt på vej op ad karrierestigen, da hendes mor døde uventet i 1997. Det sendte ikke bare Mary ud i en dyb sorg, men også i overvejelser om sin fremtid. Som klicheen lyder: om meningen med det hele. I 1998 besluttede hun sig for at droppe job, karriere og bolig, og snart befandt hun sig på et fly. Alene og kun udstyret med en rygsæk og en enkeltbillet i retning af USA og Europa. »Det tager tid at finde ud af, hvad sorg gør ved en, og jeg synes stadig, jeg får nye erfaringer. Det første, jeg indså, var, hvor værdifuldt livet er. Og at hvert eneste øjeblik tæller,« sagde Mary i interviewbogen før brylluppet. Vel hjemme i Australien ti måneder senere fik Mary job i en velgørenhedsorganisation. Hendes arbejdsopgaver ændrede sig i retning af det mere kommunikative. Hun tog et skrivekursus, siden et skuespilkursus, men oplevede generelt sig selv som søgende, rastløs og på stadig jagt efter en retning på livet. Det var på det tidspunkt, hun mødte tarotlæseren – og kronprins Frederik. Mødet i Sydney I virkeligheden skulle Mary Donaldson slet ikke have været på den bar den aften, 16. september 2000. Hun var inviteret til en helt anden fest. Men OL i Sydney var netop begyndt, stemningen i byen var elektrisk, og Mary besluttede sig i sidste øjeblik for at droppe sine planer og tage med sine roommates på en trendy restaurant og bar ved navn Slip Inn. Her mødte Marys venneflok et hold europæiske OL-turister. Den kommende kronprinsesse anede ikke, hvem europæerne var – eller at der befandt sig ikke bare to danske, men også en norsk og en spansk kongelig i selskabet. Ud på aftenen faldt hun i snak med en jetlagramt Frederik. »… og vi holdt simpelthen bare ikke op med at snakke. Det var det! En meget lang samtale, som fortsatte,« har Mary sagt om sit første møde med Kronprinsen. Aftenen sluttede med en delt taxa til Marys adresse, et ærbart kindkys og udveksling af telefonnumre. Ikke meget at hænge sin rastløse søgen eller sine fremtidsdrømme op på, men Marys skæve rejse mod titlen som dronning af Danmark var begyndt. »Egentlig tror jeg vel på skæbnen, for dér, hvor jeg befinder mig i dag, havde det jo været umuligt at forestille sig (...) Det får mig til at tro, at der er »et eller andet« bagved. Bare den måde, Frederik og jeg mødtes på, var forudsat af så mange små ting, der skulle passe sammen. Der måtte være noget – overjordisk? – som greb ind,« sagde Mary i interviewbogen i 2004. En betragtning, hun i øvrigt gentog i Jens Andersens roste portrætbog om kronprins Frederik, »Under bjælken«, fra 2017. Marys skæbnetro skal ikke forstås sådan, at hun så sig forudbestemt til rollen som Danmarks dronning. Skæbnetroen betyder, at hun stoler på, at fremtiden vil hende det godt. Hun har selv forklaret sin livsfilosofi således: »Hvis vi bruger vores tid på at bekymre os over fremtiden eller ruge over fortiden, oplever vi ikke, hvad der sker her og nu. Hvorfor bruge kræfter på at være nervøs eller bruge kræfter på, hvad der kan ske? Det er livet, som fordeler dine kort. Tag dem, og spil dem så godt som muligt.« Et valg uden fortrydelsesret Vi så alle Kronprinsen fælde en tåre i Vor Frue Kirke i 2004, da Mary kom op ad kirkegulvet i sit hvide skrud. De fleste husker nok også Kronprinsessens velturnerede tale til sin mand, da han fyldte 50 år i 2018. Det var dén, hvor hun fik afsløret Frederik som en dårlig taber, som en kærlig, legende og eftergivende far – og som en mand, der griner højt af egne vittigheder, hvor tyndslidt både vits og pointe end måtte være. Vi har set dem optræde sammen, side om side eller i flok med deres børn. Har set dem kaste varme blikke efter hinanden. Det kommende kongepar lever efter alt at dømme i et harmonisk, selvsupplerende ægteskab. I en samtale, som aldrig er hørt op. Man kunne få den tanke, at lynet slog ned i Mary og Frederik, da de mødtes i 2000. At de vidste fra første sekund, at hér var den eneste ene. Sådan var virkeligheden ikke. Før Mary blev præsenteret for den danske offentlighed, havde Mary og Frederik kærestet i tre år. De havde været adskilt i månedlange perioder. De havde tvivlet og været bange, havde spekuleret og opstillet forpligtende, bindende fremtidsscenarier, som andre nyforelskede ikke behøver at spolere romantikken med. Frederik havde ikke råd til at vælge forkert. En skilsmisse ville være katastrofal, ikke bare for ham, men for monarkiet. Mary risikerede på sin side at miste sin anonymitet. Hun kunne blive skreget ud på alverdens forsider som »månedens fund«, siden en fejl, en letvægter, endnu en kvinde, der var blevet charmeret af prinsen og det halve kongerige, men skræmt, da kongerigets modkrav meldte sig. Og så var hun godt gammeldags bange for at blive såret. »Jeg var ikke pessimist, men jeg ville beskytte mig selv,« som hun forklarer i »Under bjælken«. Omvendt måtte hun tro på, at der var en mening med, at netop den mand gik ind i netop hendes liv: »Jeg sagde til mig selv, at skæbnen ikke ville tildele mig noget, jeg ikke kunne håndtere eller leve med, for så ville jeg ikke have været her. Der måtte være en mening med det hele, også selvom det ikke blev Frederik og mig for evigt.« Smuglet ind i Danmark Efter halvandet år med tusindvis af beskeder, daglige telefonopkald på tværs af kloden og tophemmelige ophold i afsidesliggende sommerhuse stod det klart for parret, at et langdistanceforhold ikke længere var nok. Det måtte briste eller bære. Mary fik sin families fulde opbakning til at følge sit hjerte, og i januar 2002 flyttede hun til Paris, hvor Kronprinsen – stadig uden at de kulørte blade havde luret, at den pressesky australske kvinde var flyttet tættere på – besøgte hende hver weekend. Inden da var Mary flere gange blevet smuglet ind i Danmark. Eksempelvis op til nytåret 2001/2002, da Kronprinsens ven Jeppe Handwerk hentede Mary i Hamburg og kørte hende over grænsen, op gennem et vintermørkt Jylland. På en rasteplads »et eller andet sted, hvor det bare sneede og sneede«, holdt Frederik i sin bil – og så kørte det genforenede par videre til nytårsfest på herregården Birkelse ved Aabybro, hvor en gruppe af Kronprinsens private venner ventede. »Man var ikke et sekund i tvivl« om den kongelige kærlighed den aften, fortæller en af deltagerne i nytårsfesten, skuespilleren Ellen Hillingsø, i bogen »Under bjælken«: »Det var magisk, for hun havde jo bare det hele, syntes man. Og så var deres forhold jo endnu superskrøbeligt og smertefuldt, besværligt og alt muligt. Men det holdt. Også fordi hun holdt fast.« Kronprinsen og Kronprinsessen har formentlig selv talt om, at nu – nu! – måtte de tage springet. At det krævede mod at begive sig ud i det ukendte, men at alternativet var endnu værre. I sin tale ved Kronprinsens 50-års fødselsdag kom Kronprinsessen selv ind på et citat, som er tillagt filosoffen Søren Kierkegaard. Et citat, som Frederik og Mary har adopteret som et personligt motto: »’At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv’. Med de ord åbnede du døren ind til din og danskernes verden for mig, da vi kun havde kendt hinanden i kort tid. Og der var vitterlig mange usikre skridt, da vi startede vores fælles rejse, side om side og adskilt på én og samme tid,« sagde Mary ved gallamiddagen i 2018. »Det kræver mod at turde satse. Men uden har vi tabt på forhånd. Jeg er lykkelig for, at du fejede benene væk under mig, og at vi vovede at falde for hinanden – ikke for en stund, men for livet.« Med til at bane vejen for forlovelse og bryllup var uden tvivl også dronning Margrethes uforbeholdne begejstring for sin svigerdatter. Dronningen mødte Mary første gang over en kop te i foråret 2002. Et møde, som gjorde dronning Margrethe »meget, meget glad«. »Jeg må sige, at den allerførste gang, han lod mig møde hende, håbede jeg, at det ville holde. Som man siger: Makronbunden var i orden. Det udtryk brugte min mor, og det var tydeligt, at makronbunden i høj grad var i orden,« som dronning Margrethe sagde i et interview til Berlingske i 2015. Har overgået forventningerne Makronbunden var i orden, kærligheden holdt, og Mary er kun faldet opad. Kronprinsessen har i sine næsten to årtier som medlem af den kongelige familie udvidet og perfektioneret rollen som tals- og pr-person for Kongehuset, for Danmark og for sine udvalgte hjertesager. »Hun har ikke blot levet op til forventningerne. Hun har overgået dem,« skrev Berlingske således i en kommentar, da Kronprinsessen i 2017 modtog Årets Hæderspris fra Den Berlingske Fond. Prisen blev begrundet med hendes engagement i socialt udsatte og udfordrede grupper. Kronprinsessen har gennem tiden påtaget sig protektioner inden for kunst, kultur, forskning, sport og mode, men det er især de udsatte og minoriteter, hun har kastet sin energi og kærlighed på. I 2007 blev Mary Fonden stiftet. Startkapitalen var den folkegave, som blev indsamlet i Danmark og Grønland til Kronprinsparrets bryllup, og fonden har siden haft som formål at kæmpe mod social isolation, hvad enten den isolation er et resultat af mobning, vold i hjemmet eller ensomhed. I dag har over halvdelen af landets skoler og børnehaver benyttet sig af fondens »Fri for mobberi«-materiale. Fødende kvinder, børn med diagnoser, fattige, voldsramte, syge, sindslidende og lgbt-personer er blandt de samfundsgrupper, som Mary har valgt at støtte, gøre opmærksom på og afstigmatisere. Også internationalt, hvor støtte til eksempelvis seksuelle minoriteter eller sågar bare kvinders reproduktive sikkerhed er langt mere opsigtsvækkende og kontroversiel end herhjemme. Skygger og lys Hvis der i 2004 blev vredet hænder over, om den borgerlige pige fra Tasmanien nu også kunne klare de royale opgaver og den kongelige most, er bekymringen blevet gjort til skamme. Den mest udbredte nervøsitet i de forgangne to årtier har snarere været, om Mary med sin stilede fremtoning, sit engagement, travle kalender og sikre offentlige optræden ligefrem kunne overstråle Frederik. Eller om hun – som sin afdøde svigerfar – ville få det svært i rollen som den evige andenviolin. Selv ser hun deres parløb som netop det: Et samarbejde, der kun dur takket været den anden. »Nogle mener, at min mand står lidt i skyggen af mig, fordi jeg er meget fremme i det offentlige billede, og jeg er ude til meget i forbindelse med mit sociale engagement. Men han kommer jo aldrig til at stå i min skygge, og jeg kommer aldrig til at skygge for ham, for han kaster lys tilbage, han giver til mit lys. Vi er en interessant blanding, han og jeg, fordi vi er meget lige i vores parforhold,« siger hun i portrætbogen »Under bjælken«. Kronprins Frederik vil i sin nye rolle som kong Frederik 10. formentlig gerne dele det rampelys, han aldrig var komfortabel med som ung, og den skæbne, han skulle bruge tid til at forlige sig med. Venner af parret ser i hvert fald en mand, der har fundet hjem. »Det er, som om Frederik bare falder mere og mere på plads, understøttet af Mary, som er en kæmpe hjælp, måske fordi hun som udefrakommende kan sige til ham: ’Det her er et job. Det er noget, du skal. Kom! Nu gør vi det her sammen!’ Altså, der er virkelig tale om et menneske, han kan falde tilbage på,« som Ellen Hillingsø siger i »Under bjælken«. Måske er det Kronprinsesse Marys fineste bedrift. Hun har fået sin mand til ikke bare at acceptere sin pligt, men at hvile i den. Så længe, hun – hans skæbne – er der. Kilder: Jens Andersen: »Under bjælken«, Gyldendal 2017, Anne Wolden-Ræthinge: »Kronprinsesse Mary fortæller«, Gyldendal 2004, diverse artikler fra Berlingske, Politiken, Billed-Bladet mv. 2000-2021, Kongehuset.dk https://www.berlingske.dk/samfund/kvinden-der-sprang-ud-paa-dybt-vand-og-faldt-opad